I Falsters nordøstlige hjørne på den smukke egn ved Grønsund - der hvor afstanden til Møn er kortest - ligger en af Danmarks bedste landbrugsskoler, Næsgård.

Men allerede stenalderfolket havde blik for områdets kvaliteter. I jættestuen ved Næs begravede man således en mand, der havde fået foretaget en vellykket hjerneoperation - en såkaldt trepanation.

Det var også her, at Marie Grubbe tilbragte sine sidste leveår. Flere af Danmarks bedste forfattere har følt sig inspireret af hendes besynderlige skæbne. Ludvig Holberg besøgte hende i Borrehuset, mens pesten hærgede i København.

Ægteskabet bliver ingen succes. Gyldenløve har allerede året forinden i hemmelighed giftet sig med Sofie Urne og lever således som bigamist. Da han efter et par år bliver statholder i Norge, tager Marie dog med ham. Snart rygtes det dog, at hun trøster sig med andre mænd, når Gyldenløve er på rejse. Han sender Marie hjem til Danmark, og i 1670 bliver parret skilt.

Marie Grubbe tager til udlandet, men to år senere vender hun fattig hjem efter at have brugt de 12.000 rigsdaler, hun fik ved skilsmissen. Et års tid senere gifter hun sig med den jyske herremand, Palle Dyre. Han får ved denne lejlighed to herregårde i medgift.

Parret bosætter sig på Trinderupgård ved Hobro. Skønt Palle Dyre har et anstrengt forhold til sin svigerfader på grund af uenigheder om den forventede arv, flytter parret efter tolv år hjem til Tjele og den gamle Erik Grubbe.

Snart bliver Marie dog vildt forelsket i faderens ladefoged, Søren Sørensen Møller. Han er ung og køn, men fattig og hidsig af gemyt. Snart bliver det almindelig kendt, at han aflægger Marie natlige besøg i hendes kammer. Palle Dyre lader dog som ingenting, men lader Marie kompromittere sig godt og grundigt.

Først da Erik Grubbe mister tålmodigheden med datteren, sker der noget. Han klager til kongen, og Palle Dyre bliver bevilget skilsmisse og får lov til at beholde medgiften. Erik Grubbe giver ham endog lidt ekstra jordegods for svie og smerte. Han gifter sig igen og slår sig på spil og druk. Flere år senere - i februar 1707 - kommer han i klammeri med en tysk soldat og dør efter et kårdestød.

Marie Grubbe drager udenlands med Søren Møller. De bliver gift, men vender tilbage til Danmark, hvor de i 1697 dukker op på Møn. Søren ernærer sig som tærsker, så de har formentlig levet i yderste fattigdom.

Senere slår de sig ned på Falster i Borrehuset ved Grønsund. Her driver de en slags smugkro med øl- og brændevinssalg. Søren selv drikker flittigt med, og i 1711 er han så uheldig i fuldskab at skyde en skipper ihjel.

Ved herredstinget bliver han dømt til døden, men landstinget mener, at der er tale om et vådeskud, som kan sones med en bøde. Højesteret giver landstinget medhold, men idømmer dog Søren Møller tre års hårdt arbejde på Bremerholm, da han er "berygtet for et skarns liv og levned". Fra Bremerholm føres han i 1714 til Kronborg fæstning, hvorefter man ikke hører mere til ham.

Nu sidder Marie Grubbe alene tilbage i Borrehuset, og det er da også her, at den unge Ludvig Holberg møder hende 1711. Hun fortæller ham, at skønt Søren dagligt handlede ilde med hende, var hun dog langt mere fornøjet med ham end i sit første ægteskab. "Så at det synes, at just det, som kunne være afskyeligt for andre, var tønder til elskov og fornøjelse for hende", konstaterer Holberg.

Marie Grubbe døde i 1718, "i en høj alderdom, men i megen fattig og slet tilstand."

Bag mindestenen for Marie Grubbe anes et af de stråtækte og stråbeklædte huse, der er så karakteristiske for denne egn.

Kildemateriale: Danmarks Historie. Bind 8. Politikens Forlag.