Fugleungen

Søren Faaborg Nielsen, marts 2013

Han havde holdt meget af sin morfar. Hele sit liv havde han boet i samme hus som bedsteforældrene, men nu var morfaren altså død. Først var han blevet ramt af mavesår og bagefter havde kræften fået bugt med ham.

Det føltes underligt uvirkeligt. Det var første gang, at døden blev en væsentlig faktor i hans liv. Selvfølgelig havde der været fjerne slægtninge eller folk i nabolaget, som var døde, men denne gang var det anderledes. Det var én i huset – hans egen morfar – som var gået bort. Hans morfar, som skulle have fejret sin 60’års fødselsdag om blot ti dage.

En times tid tidligere var hans mor og mormor kommet hjem fra sygebesøg. De havde begge været opløst i gråd, og selv om de ikke sagde det direkte til ham, fornemmede han tydeligt, at morfaren lå på sit yderste. Nogle få minutter efter kom hans moster og morbror også tilbage fra sygehuset.

- Nu er han død, hulkede mosteren. Hans morbror stod hvid og stiv ved siden af og sagde ingenting.

- Han døde lige efter I var gået, fortsatte mosteren henvendt til hans mor og mormor.

- Jeg skulle være blevet hos ham, bebrejdede mormoren sig selv. Hun var kun 58 og nu altså enke.

- Vi kunne jo ikke vide, det ville gå så stærkt, trøstede hans mor.

Nogle dage senere var morfaren blevet begravet. Hans storesøster havde været med i kirken, men familien havde ment, at det var bedst, at han og hans jævnaldrende fætter og kusine blev skånet for den oplevelse. Det var bedre, at de huskede den levende morfar end den døde.

På en måde var han lidt skuffet over, at han ikke skulle med til begravelsen. Nysgerrigheden efter at overvære en begravelse og frygten for at opleve noget uhyggeligt sloges lidt i ham.

- Vi må også tænke på din fætter. Han er jo ikke så stærk, forklarede moren ham. Han vidste godt, at fætteren kunne blive bange for de mærkeligste ting. Engang var han brudt i gråd og havde gemt sig, da han var i cirkus. Det var underligt, syntes han.

I tiden, der kom, gik han ofte på kirkegården sammen med sin mormor. Hun kom der dagligt. Helt så jævnligt besøgte han ikke gravstedet, men han tænkte tit på morfaren.

Morfaren havde på mange punkter været en munter mand. Han var glad for fester og selskabelighed. Mormoren kunne derimod være lidt af en stivstikker, så på mange områder bar deres ægteskab præg af deres vidt forskellige syn på livet.

Skønt hans morfar var en moden mand sidst i halvtredserne, opførte han sig ofte som et stort barn. Han havde bevaret sin glæde ved leg og spil. En dag var han kommet hjem til ham med en pistol, som han havde skåret ud i træ på sin arbejdsplads. En anden gang havde han lavet en slags skydevåben til ham af en udhulet hyldegren. Våbnet kunne skyde med korkpropper og var til stor morskab for ham og fætteren.

Især til jul kom morfarens barnlige sind til sin ret, og så blev der købt julegodter i stor stil. Morfaren havde også en svaghed for engle og fugle af papirtyndt glas til at hænge på juletræet. Hans mormor syntes, at det var spild af penge.

Morfaren var god til at finde på spændende julegaver. Et år fik han en hel bondegård med dyr til. Hans morfar havde selv lavet bondegården i sit værksted nede i kælderen, og det uden at han havde opdaget det.

Da han blev lidt større fik han et helt værktøjssæt til jul. Der var både en stiksav, en skruetrækker, en knibtang og en hammer. Det var rigtigt værktøj – ikke legetøj – blot var alle tingene i en lille, børnevenlig udgave. Mest spændende var det dog, at morfaren havde lavet en rigtig, lille snedkersav til ham.

Det nye værktøj indebar mange nye, spændende udfordringer for ham. Han kunne stå i timevis i morfarens kælderværksted og save, banke og skrue. I begyndelsen var det svært, men efterhånden blev han dygtigere. Der var altid træ nok at arbejde med, for morfaren tog kasserede brædder og andre træstumper med hjem fra sin arbejdsplads.

Det var tydeligt, at morfaren syntes, at det var sjovt, at han interesserede sig for håndværk. Han selv var tømrer af uddannelse og kunne lave mange ting i træ. På et tidspunkt begyndte han at arbejde med millimetertyndt finér, som omhyggeligt blev skåret ud og limet på en bund af massivt træ. Til sidst blev finéren poleret op med en politur af shellac, så det fik en flot blank overflade.

En dag havde han selv taget et stykke af morfarens finér og tegnet et billede af Fred Flintstone på det. Bagefter havde han skåret det ud med morfarens hobbykniv. Da hans morfar opdagede, at barnebarnet faktisk kunne skære figuren ud, var han straks blevet fyr og flamme. Når knægten havde skåret figuren ud, så skulle den også bruges. Han limede figuren på en lille, fin æske af træ og hjalp ham med at polere den op, så den kunne skinne i måneskin.

Sådan var han – morfaren. Det vil sige, sådan var han, når han var rask. Desværre led morfaren frygteligt af migræne, og mange dage måtte han blive i sengen med en kold klud på panden og spand ved siden af sengen til at kaste op i.

Hen på eftermiddagen havde han ofte fået det bedre, og han stod op og klædte sig på. Om aftenen cyklede han og mormoren sommetider hen for at besøge datteren eller sønnen nogle få kilometer væk.

- Han kan ikke passe sit arbejde, men han kan godt cykle på besøg hos min søster, sagde hans mor sommetider. Hun af alle mennesker burde faktisk have vist bedre, for hun led selv frygteligt af migræne og burde have været på det rene med at hovedpine var noget, der kom og gik.

En dag gik han som så ofte før og legede med sin kusine. Marianne var ikke bare hans kusine, men også hans bedste legekammerat. De var næsten lige gamle. Han var blot et år ældre end hende. Mange troede, at de var søskende, når de så deres blonde hår.

Han legede ofte med Marianne. Om sommeren gik de i skoven og plukkede skovjordbær eller hindbær. Han kendte hver en plet i skoven og vidste præcis, hvor og hvornår man kunne plukke bær. Andre gange fandt de fuglereder eller fangede frøer, men de passede altid nøje på, at dyrene ikke led overlast.

Det bedste var at lege ved mergelgraven, men her måtte de ikke lege alene, for det var alt for farligt.

- Hvis I falder i mergelgraven, drukner I, sagde hans mor altid. Den er bundløs og vandet er iskoldt.

Han var ikke helt overbevist om, at mergelgraven virkelig var så farlig, men han holdt sig pænt væk, som moren havde sagt, at han skulle. Men på gode dage gik hans far med hen til mergelgraven. Det var ren fryd for et par naturglade børn som ham og hans kusine. Her var der grønne frøer, mosesnegle, vandkalve og salamandre.

De prøvede ofte, om de kunne fange en af de grønne frøer, men det var næsten umuligt. Bare de tænkte på at nærme sig frøen, sprang den i vandet. Så gik det bedre med at fange salamandre. Hans far havde sat en ståltrådsbøjle på et kosteskaft, og moren havde syet en ituklippet nylonstrømpe på som net. Nu gjaldt det bare om tålmodigt at vente på, at salamanderen kom op til vandoverfladen for at få luft.

Sommetider lykkedes det at fange én, ja, undertiden flere salamandre. Når de havde studeret den et stykke tid, satte de den pænt ud i mergelgraven igen. En dag fangede de en salamander, der var meget større end normalt. Den havde også meget flottere farver.

- Det er salamanderkongen, sagde han til sin kusine, og det var hun helt enig i.

Hvis han havde været lidt ældre, havde han sikkert været klar over, at de salamandre, de plejede at fange, var lille vandsalamander, men i dag havde de fået fat i et eksemplar af stor vandsalamander. Men det vidste hverken han eller kusinen, og de var også ligeglade, for tanken om en salamanderkonge var langt mere spændende.

Det skete, at deres fælles fætter også var med i legen. Om det nu skyldtes, at han boede på den anden side af sundet og dermed var lollik, eller der var en anden grund, var ikke sådan til at sige. Faktum var i hvert fald, at legen ikke gik ligeså godt, når de var tre. Sjovt nok syntes han selv, at det gik fint, når han var alene med sin fætter.

I dag var de kun ham selv og kusinen. De morede sig med at løbe rundt om huset. På bagsiden af huset voksede der hyben, men busken havde ikke sat frugt endnu. Til gengæld duftede rosenblomsterne himmelsk.

- Man kan ellers lave kløpulver af kernerne i et hyben, sagde han til Marianne. Faktisk vidste han ikke, om det passede, for han havde aldrig prøvet, men blot hørt det fra de store drenge. I hvert fald måtte de vente med afprøve kløpulveret, til der kom frugter på busken.

De gik om på den anden side af huset for at se, om der var noget spændende at opleve der.

- Se, der ligger en lille fugleunge, sagde Marianne. Den lå helt ind til huset lige under tagrenden.

- Den er faldet ud af sin rede oppe under tagpotterne, sagde han. Han var falstring og sagde ikke tagsten, men tagpotter. Det var ikke første gang, at han fandt en fugleunge under tagrenden, men normalt var de døde. Denne her var levende.

De samlede den forsigtigt op fra jorden. Hans far havde fortalt ham, at man ikke skulle røre ved fugleunger, når man fandt en rede, men det her var anderledes. Fugleungen var jo fuldstændig hjælpeløs. Den var helt lyserød og uden fjer. Den havde bare nogle få dun på hovedet og kroppen. Man kunne se de blålige blodårer under den tynde hud.

- Stakkels lille fugleunge, sagde han. Den dør af sult.

- Vi må prøve at redde den, sagde Marianne. Hvad skal vi gøre ved den?

Hverken moren eller mormoren var hjemme. Det plejede de ellers altid at være. Men deres morfar var hjemme. Det vil sige hjemme og hjemme. Faktisk var han gået hen til Gormsen blot to huse henne ad vejen, men de vidste, hvor han var, hvis de skulle bruge ham, og det skulle de nu.

De skyndte sig de få meter hen ad fortovet og drejede ind ad Gormsens indkørsel. Denne blev nærmest betragtet som offentlig vej. Alle, der havde lyst til en skovtur, og som ikke selv havde adgang til skoven, gik gennem Gormsens have. De voksne syntes, at haven var frygtelig rodet og dårligt holdt. Der var ukrudt overalt, og der lå bunker af gammelt jern, brædder, sten og mange andre ting alle vegne. Det var dog disse bunker, der gjorde haven spændende i et barns øjne.

Gormsen var gørtler. Han levede af at støbe alt fra skibsskruer til lysestager i metal. De gik ind gennem værksteddøren. Morfaren stod næsten lige inden for døren, men de kunne dårligt se ham på grund af mørket i værkstedet. Ruderne var næsten helt sorte af årtiers sod fra støberiet. Da deres øjne havde vænnet sig til det svage lys, kunne de se det afsindige rod, der altid var overalt i bygningen.

- Morfar, vi har fundet en fugleunge. Vi må give den noget mad. Hvad skal vi gøre?

Deres morfar rakte hånden ud.

- Lad mig se den, sagde han. Den skrøbelige unge blev forsigtigt lempet over i morfarens hånd. Morfaren manglede pegefingeren på den ene hånd. Den var blevet knust af et remtræk på hans arbejdsplads, og det havde været nødvendigt at amputere fingeren. Denne defekt gjorde, at han ofte tabte småting, fordi hånden ikke kunne lukke sig rigtigt omkring dem.

- Sikke et lille skravl, sagde morfaren, mens han betragtede fuglen.

- Der er kun en ting at gøre med den, sagde han. I det samme slyngede han med fuld kraft fugleungen mod værkstedets cementgulv.

Marianne og han selv stod som lamslåede og så på den nøgne, lille unge, der lå fuldstændig livløs og smadret på den kolde beton. De sagde ikke et ord til morfaren og heller ikke til hinanden.

Havde han været lidt ældre, havde han sikkert kunnet se, at det, morfaren gjorde, var det helt rigtige. Han kunne sikkert have gjort det på en måde, der var mere skånsom over for børnebørnene. Han kunne have aflivet den, når de ikke så på, men ungen havde været helt hjælpeløs og stod ikke til at redde. Det var i virkeligheden et udtryk for nåde, når morfaren havde slået den ihjel.

Men han var kun ni år og hans kusine kun otte, og lige nu hadede han sin morfar. Hadede ham, hadede ham, hadede ham.