I Thorning

I 1819 nåede Blicher til den erkendelse, at han måtte søge et kald som præst. Han fik embede i Thorning med annekssognet Lysgård. Thorning lå nogle få kilometer fra Vium, hvor han var vokset op. Han var på det tidspunkt ægtemand og familiefar til seks børn og havde en anseelig gæld, og Thorning var på ingen måde et sogn, som kastede mange penge af sig.

Udover at være præst i sit sogn, var Blicher i disse år også landmand og ivrig deltager i samfundsdebatter. Sideløbende med alt dette fik han også tid til digtning af såvel lyrik som dramatik. I 1823 lykkes det ham at få en fast aftale med redaktøren og bogtrykkeren Elmquist i Århus om at levere prosatekster til det folkelige tidsskrift Læsefrugter. Ganske vist var prosaen på dette tidspunkt ikke nogen anerkendt genre i Danmark, men det gav Blicher en kærkommen ekstra indtægt.

Mindestenene

På Thorning Kirkegård hviler Mads Doss, som blev udødeliggjort af Blicher i 1842.

I Spentrup

På trods af den begyndende succes med forfatterskabet stod det dog stadig dårligt til med familien Blichers økonomi. I 1825 lykkedes det dog for Blicher, at få embede i Spentrup-Gassum. Han flyttede fra den fattige hedeegn ved Thorning til et af de økonomisk bedste områder lidt nord for Randers.

Blicher kendte egnen fra sine yngre år. Dels havde han taget studentereksamen fra Helligåndshuset, dels havde han i en kort periode undervist som adjunkt på selv samme skole. Desuden var det også i Spentrup, at hans rige farbror - og Ernestines afdøde ægtemand - Peter Daniel Blicher havde været præst.

Med det ny embede burde økonomien være bragt i orden, men med den større indtægt kom også et øget forbrug. Dertil kom en ægteskabelig krise i vinteren 1827-28. Blicher lod sig separere fra Ernestine, som flyttede til Randers. Allerede efter et halvt års tid kaldte han dog Ernestine hjem igen. Forholdet mellem ægtefællerne var dog ikke godt - muligvis fordi hun havde været ham utro. Ikke desto mindre levede de sammen til hans dødsdag.

De første år i Spentrup blev nogle af de bedste i Blichers forfatterskab. Sammen med bogtrykker og redaktør J.M. Elmenhoff begyndte han i 1827 at udgive tidsskriftet "Nordlyset", hvori mange af hans bedste noveller blev trykt. Oplaget var fra starten ganske pænt, men allerede i december 1829 måtte man opgive udgivelsen.

Blicher kom til at virke som præst ved Spentrup Kirke fra 1825 til 1847, og selv om  hans interesser gik nu nok så meget i retning af jagt og skriverier, fik han også tid til at passe sin menighed. Han interesserede sig meget for skolevæsenet og arbejdede bl.a. for, at der kom idræt på timeplanen. Også landbrugets ve og vel lå ham på sinde. Han skrev således flittigt om sine egne forsøg med forskellige dyrkningsmetoder. 

Den aldrende Steen Steensen Blicher tegnet i 1845.

Som årene gik så menigheden dog mindre og mindre til deres præst. Forfatterskabet og hans voksende interesse for politik lagde mere og mere beslag på hans tid. I 1839 døde hans far, Niels Blicher, og efterlader sig en betydelig gæld, som sønnen vælger at indfri. Det er også året hvor Frederik den Sjette dør - en konge som havde spillet en stor rolle for Blicher som både mod- og medspiller.

Efterhånden opstår der en stigende utilfredshed med Blichers udøvelse af embedet. Ganske vist havde han fået en kapellan, som i vid udstrækning kunne passe sognet for ham. Men man ønskede også at have en præst, der var til stede, når der var brug for ham. Af ydre var Blicher blevet mere og mere usoigneret, og der opstod snak og rygtedannelse. Nogle mente, at han havde et spiritusforbrug, der oversteg det rimelige.

I 1847 mistede man tålmodigheden med ham. Kapellanen, som også var hans svigersøn, havde lidt under mishaget til Blicher og begik selvmord ved nytårstide. Selv om Blicher ikke direkte kunne lastes for svigersønnens død, var det måske dråben, der fik bægeret til at flyde over. I hvert fald valgte man den 26. maj 1847 at afsætte ham fra embedet. Han blev dog afskediget i nåde og med pension. Ligeledes fik han lov til at blive boende i præstegården yderligere et år, men inden det var gået var Blicher død. Han døde omgivet af sin familie den 26. marts 1848.

Blichers liv var ikke altid en dans på roser. Den helt store anerkendelse kom først efter hans død. Men han blev forfatteren, som for alvor bragte prosaen ind i dansk litteratur. Han blev også manden, som formåede at placere Jylland på det litterære landkort. Og endelig er han forfatteren, hvis værker stadig læses med glæde af rigtig mange.

Folkemøderne og Himmelbjerget

For Blicher blev 1830'erne på mange måder en succesfuld tid. Den var dog også præget af en vis rastløshed og en drøm om den store dannelsesrejse. Modsat H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger måtte han dog lade sig nøje med en rejse til Sverige og en tur langs den jyske vestkyst fra Hamburg til Skagen.

Perioden var præget af en stigende politisk interesse, som til dels forholdt sig kritisk til det enevældige monarki og dets embedsmænd. Også Blicher var optaget af tidens demokratiske tendenser. Turen til Sverige havde givet ham en tro på det danske og det skandinaviske folk. Det var i dette lys, han i 1839 indkaldte til det første folkemøde på Himmelbjerget for at vække den folkelige selvbevidsthed.

Blichers evner som organisator var dog beskedne, og allerede året efter havde en komité skubbet ham ud på et sidespor. Ideen om folkemøder blev således en succes, men for Blicher som person udviklede det sig til et nederlag. Hans ydre fremtoning var uhumsk, og mødet i 1844 var det sidste, han fik lov til at deltage i.

På Himmelbjerget indkaldte Blicher til folkemøde i 1839.

Malvinas Hus i Spentrup.

Det er hvidt herude

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Tekst: St. St. Blicher (1838)
Melodi: Thomas Laub (1914 )