Om gravhøje,
kongen og smukke landskaber på Falster
På det
nordøstlige Falster ligger den lille idylliske havn Hesnæs.
Den lille by skiller sig især ud med sine kønne huse,
hvoraf mange er beklædt med strå - ikke blot på taget,
men også på væggene.
Stråbeklædt
husgavl ved Hesnæs.
Havnen ligger ud
til Hesnæs Vig i øst. Mod syd byder en dejlig sandstrand
sig til. På de øvrige sider er Hesnæs omgivet af et
sammenhængende skovområde, der strækker sig over omkring
15 kilometer kyst fra Næsgård
i nord til Tromnæs i syd.
Når man står
på stranden her ved Østersøen og betragter bøgetræerne
på toppen af de høje, gule lerskrænter, fristes man til
at tro, at nationalskjalden Oehlenschläger befandt sig på
dette sted, da han skrev "Der er et yndigt land".
Pomlenakke syd
for Hesnæs med nyudsprungen bøg i maj.
Lige nord for
Hesnæs ligger Korselitse Østerskov, der rummer adskillige
fornemme fortidsminder. Det mest markante af disse er
formentlig Ørnehøj. Gå ind ad "Bageste Sti" i
den nordlige udkant af Hesnæs. Følg skiltet mod Ørnehøj.
Efter et par hundrede meter går der en sti mod højre. Lidt
nede af stien ligger Ørnehøj.
Ørnehøj i
Østerskoven ved Hesnæs.
Allerede i 1843
kom den oldtidsinteresserede kronprins Frederik - den senere
kong Frederik
7. - på besøg for at grave i Ørnehøj. I dag kunne
man godt ønske sig, at han var blevet væk, for
udgravningen kom til at gå slemt ud over fortidsmindet. Det
kan dog næppe nytte at dømme for hårdt. Enhver generation
laver udgravninger med den viden og teknologi, der er til
rådighed.
Efter kongens
besøg blev der i den største af randstenene udhugget et
ovalt skjold med en kongekrone, bogstaverne F.C.C. og
årstallet 1843. Bogstaverne refererer til Korselitses
daværende besidder, F.C. Classen.
Mindesmærke
for Frederik 7.s besøg i 1843.
Hvad var det
så, kronprinsen gravede i. Ja, Ørnehøj er på sin vis en
ejendommelig konstruktion. Højen er en langdysse med et
jættestuekammer. Selve jordhøjen er 30 meter lang i
retning øst-vest, 12 meter bred og 1,75 meter høj.
Hertil kommer
randstenene, hvor især den største påkalder sig
opmærksomhed. "Den midterste Randsten mod Sydøst
turde være den største Randsten, som kjendes i en dansk
Dysse. Den rager ca. 8 Fod og 3 Tommer op over Jorden".
Således skriver den berømte S. Müller, da han tilser
Ørnehøj i 1880.
De imponerende
randsten mod øst.
Og vist er den
store randsten imponerende. Den rager næsten 3 meter op
over jorden og hælder faretruende mod øst. På den
nordlige langside er der 14 randsten og på den sydlige
yderligere 17. Disse sten, hvoraf mange er væltede, er
mellem 1,25 og 1,50 meter høje. For vestenden er der 3
randsten. Den midterste på 2,75 meter er væltet. For
østenden er der 3 rejste og 2 væltede randsten -
heriblandt den store sten med monogrammet.
Randstenene
mod vest og syd. Bemærk hulningen midt i højen.
På
jordhøjningens vestside findes en ca. 2 gange 2 meter bred
og 1 meter dyb sænkning. I højens længderetning findes en
10 meter lang og 2,50 meter bred indtil 1,80 meter dyb
gravning med en jættestue uden dæksten. Selve kamret er 8
meter langt og 1,80 meter bredt.
Det noget
forstyrrede jættestuekammer mangler dæksten.
Jættestuekamret
er opbygget af 12 bæresten i såvel nord- som sydsiden.
Hertil kommer 2 sten i vestenden og 1 i østenden. Fra
sydsiden udgår en noget forstyrret 4 meter lang og 0,75
meter bred gang. Denne har 2 bæresten i hver side, der er
noget lavere end kamrets.
Sprængningsmærke
i en af kamrets sten efter en hårdhændet udgravning.
Desværre er
kilderne tavse, når det handler om fundene fra Ørnehøj.
Hverken fra Frederik 7.s udgravning eller fra S. Müller og
K. Thorvildsens besøg i henholdsvis 1880 og 1954 forlyder
der noget om eventuelle fund. Det ændrer dog ikke ved, at
Ørnehøj er et imponerende fortidsminde, som nok er et
besøg værd.
Kristoffer
får et hvil på en af de store randsten mod vest.
Når man har set
sig mæt på Ørnehøj, bør man ikke snyde sig selv for en
tur videre ad stien ud til Østersøkysten. Der er kun et
par hundrede meter til vandet, og man bliver rigeligt
belønnet med en pragtfuld udsigt.
Skyggespil en
smuk oktoberdag ved kysten nord for Hesnæs.
Har man mod på
mere, kan det godt lade sig gøre at komme ned på stranden.
Ganske vist er skrænterne både høje og stejle, men en
slugt for enden af stien kan bruges som adgangsvej til den
stenede strand.
Bøgen er
sprunget ud - måske for sidste gang, for nedstyrtningen
truer.
Fra stranden kan
man se, hvorledes vandet langsomt, men sikkert æder sig ind
på Falsters østkyst. På toppen af det lerede
morænelandskab balancerer bøgetræerne. I endnu nogen tid
vil de spejle sig i bølgen blå, men for de yderste kommer
tidspunktet for nedstyrtning stadig tættere på.
Nedstyrtede
træer ved Pomlenakke kan også bruges til noget.